Ditlev Sloth Pless, afdelingsleder hos Deloitte i Region Syddanmark gav i sit oplæg gode råd til, hvordan man hurtigt kan komme igang med ESG-rapportering i sin virksomhed
Med overskriften ”Dine kunder og konkurrenter transformerer sig, gør du?” rådede afdelingsleder hos Deloitte i Region Syddanmark, Ditlev Sloth Pless, deltagerne til at komme i gang med at arbejde med bæredygtighed og ESG. Virksomhederne vil få brug for at finde de rette emner, targets og initiativer for deres ESG-arbejde og begynde at skabe et validt datagrundlag, som kan danne fundament for deres kommunikation og rapportering.
– Virksomhederne vil få brug for at definere og måle på de rette emner, targets og initiativer deres ESG-arbejde og begynde at et validt datagrundlag, som kan danne fundament for deres kommunikation og rapportering, forklarede Ditlev Sloth Pless.
Et af formålene med at få lavet rapporteringen kan for eksempel være at fastholde eksisterende kunder og tiltrække nye, fordi kunderne i stigende grad stiller krav til virksomheder omkring både etiske, sociale og miljømæssige forhold. Det samme gælder i forhold til medarbejdere.
– Det er nemmere at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, hvis man som virksomhed fokuserer på ESG, konkluderede han.
– Når man som virksomhed begynder at fokusere på ESG, vil det ofte være mest overskueligt at starte med at minimere forbruget og dermed mindske den negative påvirkning af miljø og klima, og det er der intet i vejen med, ifølge Ditlev Sloth Pless.
– Start med at tage de lavthængende frugter – kan man sætte solceller på taget?
Kan man lave nogle fantastiske tiltag, som både hjælper på ESG-agendaen – men også minimerer omkostningerne til for eksempel energi, vand eller brændstof, så det bliver en rentabel forretning?
De nye ESG-regler er vigtige for din virksomhed, fordi de første virksomheder allerede i 2024 bliver omfattet af lovkrav om bæredygtighedsrapportering.
Bankerne og pensionskasserne kommer også til at spille en kæmpe rolle i forhold til ESG, forklarede Ditlev, som opfordrede virksomhederne til at være på forkant.
– Gå ud og tal med jeres bank om, hvilke krav de kommer til at stille til jer fremadrettet.
Og hør dem ad, hvilke gode, grønne lån de potentielt så kan give jer, hvis I lever op til de her krav.
Ditlev Sloth Pless anbefalede samtidig at få udviklet en omverdensanalyse, fordi det kan betale sig at se på, hvilke krav kunderne og bankerne stiller.
– Hele kongstanken med det her EU-direktiv er at flytte kapitalstrømme over i bæredygtige investeringer og at gøre det nemmere for investorer at tænke og investere bæredygtigt, fortalte Ditlev.
Men selv om der sker meget på området netop nu, er den forretningsstrategiske gulerod til at få øje på lidt endnu.
– Der er stadig mulighed for at opnå konkurrencemæssige fordele, fordi man kan gøre noget ekstra for at differentiere sig. Men lige om lidt, så bliver det her en hygiejnefaktor ’en licence to operate’ noget, man skal gøre, for at man overhovedet bliver inviteret med til bordet, sagde Ditlev Sloth Pless.
Afslutningsvis præsenterede han et nyt digitalt ESG-værktøj, ESG Profilen, som kan hjælpe virksomhederne med for alvor at tage de første skridt mod at begynde at opsamle data og få fastlagt en konkret bæredygtighedsstrategi.
Til at hjælpe dig godt i gang med at få overblik over, hvad du skal have med i virksomhedens ESG-rapport, kan du bruge et nyt udviklet værktøj kaldet ESG Profilen.
Værktøjet er udviklet til at gøre det mere overskueligt at samle og analysere din virksomheds bæredygtige indsatser, markedets krav samt hvilke potentialer der er at bygge videre på.
ESG Profilen er udviklet i et partnerskab mellem Lederne, Deloitte og Danske Bank og giver et samlet overblik over din virksomheds indsatser og krav inden for miljø, sociale forhold og ledelse.
Prøv det gratis her:
https://esgprofilen.lederne.dk/esg-profilen
Et af de første step til at komme i gang med ESG-rapportering er at få identificeret fokusområderne og få lagt en plan. Man kan for eksempel bruge Deloittes model til at få indplaceret virksomheden på baggrund af, hvor den er i dag, og hvor du ønsker, den skal være om tre til frem år.
© 2022 Deloitte Climate & Sustainability
”Det er nemmere at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft, hvis man som virksomhed fokuserer på ESG.”
Ditlev Sloth Pless, afdelingsleder hos Deloitte i Region Syddanmark
Hvad betyder ESG?
Enviromental – hvordan påvirker din virksomhed miljøet såsom CO2- udledning, råvareforbrug, vandforbrug, affaldssortering og ressourceforvaltning
Social – handler om din virksomheds interaktion med samfundet og dens interessenter så som medarbejdere, kunder, leverandører og det lokale samfund. Det kan også omfatte arbejdsforhold, menneskerettigheder, diversitet, inklusion og kundetilfredshed
Governance – handler om virksomhedens ledelse og styring herunder foreksempel etiske principper, ansvarlig beslutningstagning og gennemsigthed i rapportering