De kender hinanden særdeles godt fra et femårigt samarbejde i Løgismose, og i dag producerer de private label-produkter som for eksempel pestoprodukter, drikkevarer og melblandinger i et tæt samarbejde med de største kæder. De forsøger at finde huller i markedet, som kan skabe værdi både for forbrugerne og partnerne, og de arbejder benhårdt på at skabe et væksteventyr.
– Less is more.
– Spis nu ordentligt.
– Det skal smage godt.
Alt sammen sætninger, der flyver ud af munden på Rasmus Haven Eriksen, co-founder af Noly Food. Der er ingen tvivl om, at han brænder for gastronomi – ikke på den madsnobbede måde, mere fordi han ønsker at højne den almindelige danskers oplevelse af måltidet tilberedt hjemme i køkkenet.
– Det er her, hverdagsgastronomi kommer ind i billedet, siger Rasmus Haven Eriksen, som kalder sig selv for købmand.
– Det skal være value for money – gastronomi i øjenhøjde. Vi har lavet verdens bedste retter, der koster 25 kr. på spot i Netto. Der er ingen e-numre i.
De er lavet, som Torben (michelinkok og co-founder red.) ville tilberede dem i sit eget køkken, og de smager bare godt. Og så er det jo også innovation i en kategori, hvor der ikke er sket noget i lang tid. Den 41-årige iværksætter har siden 2018 investeret al sin tid og energi i Noly Food. En virksomhed, der udvikler og producerer fødevarer, og som også har michelinkokken, Torben Bager, ved roret.
– Vi er gået under radaren nu i godt fire år, men vi var enige om, at enten så skulle vi udvikle det her, eller også skulle vi afvikle. Men vi blev enige om, at planen nu var at skabe vækst og komme op i gear, fortæller Rasmus.
For at få trykket på vækst-speederen valgte Noly Food at flytte fra Spinderihallerne i Vejle til Food Innovation House for lidt over et år siden.
– Det er det rigtige sted for os. Her er jo nogen af de virksomheder, vi allerede arbejder sammen med. Det er kommerciel energi, og det er business. For at kunne ramme forbrugerne er det essentielt at have gode kræfter at trække på, og for Noly Food giver det stærke netværk i Food Innovation House masser af mening.
– Det er branchen, der kommer herude, og det er virksomhederne, der arbejder med de store kæder, siger Rasmus, som ikke er bleg for at række ud til de andre virksomheder i huset.
Også den daglige leder af Food Innovation House, Gyda Bay, har været en stor hjælp for de innovative hverdagsgastronomikere.
– Vi har behov for at stadfæste, at vi er her, og hvad vi kan. Gyda har et fantastisk netværk, som vi kan trække på.
For Noly Food handler det nu primært om markedsføring og at få udbredt kendskabet til de forskellige universer, så der kan komme salg ude i butikkerne.
– Vi står med et fullscale-sortiment, hvor vi kan tilbyde mad til alle ugens syv dage. Derfor har vi netop lavet et strategisk tæt samarbejde med en virksomhed, som har konsulenter ude i marken, der skal bearbejde butikkerne. Vi skal arbejde med at få de centrale placeringer hos de store kæder primært inden for Loco Taco-universet – og i relation til det er konsulenterne af afgørende betydning, fortæller Rasmus. Hele Noly Foods eksistensgrundlag bygger på at skabe holdbare løsninger for forbrugeren og følge de forbrugertrends, der allerede eksisterer.
– Vi skal skabe ny værdi i nogle kategorier, men at det så også smager godt, og at det kan sælges til menneskepenge, er et plus, siger Rasmus.
Essensen af Mexico – Loco Taco:
Syrligt og stærkt, sprødt og spækket med smag.
(Citat fra locotaco.dk)
Virksomheden har skaleret forretningen fra 0 til 15 millioner kroner.
Arbejder med universer, hvor Loco Taco pt. er det største.
Ligger i Food Innovation House, hvor de rykkede ind i 2022.
Har udviklet måltidsløsninger som for eksempel kølede færdigretter – en chili sin carne og en autentisk chili con carne, der er lavet på skært kød, og som er langtidsbraiseret efter sous vide-metoden.
Har udviklet 250 produkter.
Er stiftet af makkerparret, Rasmus Haven Eriksen og Torben Bager. Siden 1. januar 2023 har det primært været Rasmus, som har drevet virksomheden.
Loco Taco universet – mad fra det mexicanske køkken – er en af Noly Foods største satsninger og har udviklet sig fra 0 til 25 varenumre på to år. De sidste par år er gået med at få universet helt på plads, og al fortjeneste er investeret i ny udvikling.
– Sidste år var det følelsen af at køre en gammel Golf, som var kørt helt ud i 2. gear, men at vi nærmest ikke havde tid til at skifte gear. Og nu er den så kørt helt ud i 3. gear, og det er tid til at skifte gear igen, forklarer Rasmus og fortsætter:
– Vi har sat barren højt og har besluttet os for at have en aggressiv vækststrategi. Det kræver, at både de fysiske og finansielle rammer er på plads, og i den situation er det afgørende at trække på det store netværk i Food Innovation House.
For at finde frem til svaret på, hvordan man gearer en virksomhed til vækst, har Rasmus og Torben haft glæde af at erfaringsudveksle med andre virksomheder i Food Innovation House.
– Vi bruger blandt andet folk her i huset til at sparre med om vores vækstrejse. Noly Food har stor erfaring med at lave alliancer i branchen – men i takt med, at virksomheden vækster, er der også behov for nytænkning.
– Vi skiftede som sagt gear sidste år, og vi skal skifte gear igen nu. Jeg har masser af validering på, at tiden er rigtig nu, men min rolle bliver anderledes, fordi jeg skal ud at klæde nogle mennesker på, som skal arbejde for os. Og det er derfor, det er godt at være i det her hus.
Det første univers, Noly Food skabte, var en serie til det søde køkken, Frk. Lybæk universet.
– Det er født ind i en trend med hjemmebag, som vi kender fra Bagedysten, hvor vi gerne vil indfange forbrugeren. Det kom ud i Salling Group og blev vores første detailben, fortæller Rasmus.
– Timingen var god, fordi det kom ud på et tidspunkt, hvor coronaen for alvor tog fat. Frk. Lybæk har ligget lidt i dvale pga. de stigende priser på fødevarer.
Navnet Noly Food: Noly er en sammentrækning af ’Nordens lys’ eller bare ’Nordlys’.
– Vi plejer at sige, at vi har Norden som base med udgangspunkt i det klare lys og den stringente rene stil, – ikke mindst i forhold til den nordiske madstil – og så med verden som vores legeplads.
Så da vi i sin tid satte de første streger, så var det nordlys, som blev brugt som omdrejningspunkt og altså deraf navnet, fortæller Rasmus Haven Eriksen.